Månedsarkiv: juni 2018

Wind2050 – et statsfinansieret forskningsprojekt til vindkraftens fremme?

Projektet wind2050 blev præsenteret for offentligheden i januar 2014. I en artikel på dr.dks hjemmeside skrev journalisten Hanne Kokkegård om forskningsprojektets formål og finansiering gennem “Det Strategiske Forskningsråd”. Forskningen skulle foregå under DTUs ledelse og med en større gruppe medarbejdere. Der blev oprettet et nyt studie ved navn “teknoantropologi”, som skulle hjælpe med at undersøge den danske landbefolknings ihærdige protester mod vindkraftprojekter i naboskabet. Der var afsat 19,9 millioner kroner til opgaven, som skulle være afsluttet i 2017 med en slags ”drejebog” til kommunerne.

https://www.dr.dk/nyheder/viden/miljoe/vindmoelle-modvind-skal-vendes-til-medvind

Lederen af forskningsprojektet, Kristian Borch, udtrykte allerede dengang, at planlægningen først og fremmest handlede om kommunikation. “For folk har sat sig meget ind i, hvad det kan betyde for grundpriser osv. Hvis borgerne derimod føler sig anerkendt fordi man lytter til deres utryghed, vil borgerne være bedre til at anerkende de politiske beslutninger, der bliver truffet.”

Han sagde dog ikke, at politikerne i kommunen burde lytte til de helt konkrete fakta, altså til indholdet af borgernes argumenter, men betragtede kommunikationen som sådan som en effektiv strategi ved denne konfliktløsning. Formålet med projektet var ikke andet end at opnå en smidigere proces for planlægningen. Vindparker måtte og skulle etableres, derfor wind2050. Borgerne skulle vænnes til den nye industrialisering af deres nærområde og acceptere generne.

På samme tid var det blevet kendt i offentligheden, at regeringen med de tre ministerier for energi, miljø og sundhed havde afsat 1,7 millioner kroner til Kræftens Bekæmpelses registerundersøgelse over vindmøllestøj.

https://www.dr.dk/nyheder/viden/miljoe/bliver-folk-syge-af-stoej-fra-vindmoeller

Citat fra denne artikel: “Danmark er ikke det eneste land, hvor man undersøger vindmøllestøj. For der er vindmøllemodstandere i hele verden.” Dette forskningsprojekt handlede altså om folkesundheden i de mange danske vindmølleområder, der var ved at blive voldsomt udvidet.

Vindmøllenaboerne og kritikerne undrede sig over den skæve fordeling af midlerne og krævede mere end en registerundersøgelse. Vindmøllestøjen skulle måles inde i husene i stedet for at blive beregnet efter vindindustriens egne metoder og de støjramte og påvirkede borgere skulle undersøges direkte af læger.

Artiklen fra dr.dk indeholder et stadig aktivt link til Miljøudvalgets samråd om lavfrekvent støj, hvor Ida Auken, den daværende miljøminister fra SF, svarede på spørgsmålene, der blev stillet af Venstres Hans Christian Schmidt. Ida Auken siger i sin indledende bemærkning: “Vi skal have mere vindenergi i Danmark. Det har et bredt flertal i Folketinget inklusive spørgerens parti Venstre besluttet og det går jeg sådan set ud fra, vi stadig er enige om. Vores fælles ambitioner om det er, at halvdelen af det danske elforbrug i 2020 er dækket af vindmøller og det er målet, at Danmark er helt fri af fossile brændsler i 2050.”

2050 er altså et magisk årstal for Christiansborgs politikere og vindmøllenaboerne er ikke andet end yderst besværlige forhindringer for at opnå det energipolitiske mål om fossilfri energi.

I maj måned 2018 udkom så konklusionen på wind2050 undersøgelsen med overskriften:

Lokal accept og udvikling af vindmølleprojekter – opsamling på Wind2050-projektet. 

Lokal-accept-og-udvikling-af-vindmoelleprojekter-CONCITO-8

Det er Danmarks grønne tænketank Concito, der har udgivet den 39 sider store publikation. Som navnet “grønne tænketank” markerer, er organisationens formål: mest mulig vindenergi i Danmark. Der ligger en video på Concitos hjemmeside, der illustrerer organisationens ståsted:

https://concito.dk/danmark-groen-vindernation

Citat: “Vestas, Grundfos, Danfoss, Rockwool, Ingeniørforeningen og Concito er gået sammen om initiativet “Danmark som grøn vindernation”.

Logoet viser Danmark som det eneste land på hele kloden, markeret med et grønt fingeraftryk. Initiativet blev præsenteret på et møde med Concito, Vindmølleindustrien og Synergi, der består af de tunge industrikoncerner Danfoss, Grundfos, Velux og Rockwool. På videoen taler forhenværende miljøminister Connie Hedegaard (bog: Da klimaet blev hot) og forhenværende miljøminister Ida Auken, nu skiftet til Radikale Venstre, energiordfører fra Socialdemokraterne Jens Joel, Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti og Thomas Danielsen fra Venstre. De kortfattede grønne visioner fra politikerne er underlagt med musik og bidrager ikke med saglige informationer.

Hvad er det, den grønne tænketank Concito har at sige om projektet wind2050, som er betalt med danske forskningsmidler og skulle forestille at være et videnskabeligt projekt fra uafhængige institutioner i Danmark?

Først og fremmest, når man husker det parallelt løbende forskningsprojekt fra Kræftens Bekæmpelse, kan man ikke finde oplysninger om evt. sundhedsproblemer fra vindmøllestøj. Sundhedsundersøgelsen nævnes ikke med et ord, der nævnes heller ikke, at vindmøllestøj har været et meget betændt emne i medierne.

Morten Beiters artikel i Weekendavisen hed: ”De hellige roterende køer”. Og så var der ”Miljøstyrelsens mystiske beregninger”, som den anerkendte akustiker prof. Henrik Møller og hans kollega havde offentliggjort i Berlingske Tidende. Der var også en artikel i Ekstrabladet: ”Miljøminister banket på plads”, hvor daværende direktør for Vestas Ditlev Engel var så uheldig, at se sit brev til daværende miljøminister Karen Ellemann offentliggjort. Han havde betegnet Danmark som et storskala laboratorium og påstået, at strenge støjkrav for lavfrekvent støj ville ødelægge eksporten for vindindustrien. Engels brev blev formelt og autoriseret oversat til engelsk og dermed internationalt kendt.

http://foens.dk/megamoeller/wp-content/uploads/2011/12/helligeroterendekoer.pdf

https://www.b.dk/kronikker/miljoestyrelsens-mystiske-beregningerhttps://www.b.dk/kronikker/miljoestyrelsens-mystiske-beregninger

http://xn--megamller-p8a.dk/wp-content/uploads/2013/01/ekstrabladet_100113_Vestas.pdf

På side 31 af Concitos dokument findes der dog en kort bemærkning under 2017-status og -anbefalinger: ”Der er ingen dokumentation for at lavfrekvent støj udgør et særligt problem. Det bør overvejes at gøre kommunikation omkring støj fra vindmøller bedre og mere forståelig for naboerne. Samtidig bør industrien tage borgernes bekymring alvorlig og arbejde på at gøre møllerne endnu mere støjsvage.”

De forskellige forskere, der har været involveret i wind2050 projektet har opdaget, at Danmarks landbefolkning ikke er så let at bestikke ved hjælp af økonomiske tilbud. Familierne er ikke interesseret i de økonomiske lokkemidler, der skal omvende dem til begejstrede vindkrafttilhængere. De vil hellere bevare deres livskvalitet i eget hjem i stille landlige omgivelser.  Tvært imod viser det sig, at der ”anses initiativer fra vindølleopstillere, fx oprettelsen af lokal fonde, snarere som bestikkelse end som fair kompensation”.

Concito konstaterer desuden, at vindmøller står ujævnt fordelt i Danmark. På side 11 findes et skema, der viser ”Kapacitetsudbygning i regionerne 2012-2016”. Her kan man blive oplyst om, at ”det er kun 10 kommuner, der står for ca. 70 % af udbygningen” og at de ligger i Nord- og Midtjylland, altså langt væk fra hovedstadens politiske magtcentrum.

Situationen for vindindustrien ser ikke specielt optimistisk ud i forhold til den massive modstand. Naboerne til evt. kommende vindparker har fundet deres egen strategi for at udbrede viden, og det er wind2050s leder Kristian Borch meget bekymret over. På side 23 findes der under emnet” Vindmølledebat på de sociale medier” følgende linjer:”…viser en undersøgelse fra Danmark, at modstand på Facebook kan være et yderst effektiv redskab mod oprettelsen af vindmølleprojekter. (Borch & Dahlgaard 2017) Studiet har kortlagt kommunikationen på 73 Facebooksider, der retter sig mod specifikke planlagte vindmølleprojekter. Heraf der (sic) det kun ét vindmølleprojekt, Nollund i Billund Kommune, der er blevet virkeliggjort. Indholdet i modstanden går primært på, om der er støjgener (både almindelig og lavfrekvent støj), om processen synes fair og om vindmøllernes placering har betydning for landskabets æstetik.”

Det kan forstås som en stiltiende accept af ”støjgener” fra wind2050 projektets forskere. ”Indholdet af går primært på, om der er støjgener”, hedder det, men forskerne interesserer sig ikke spor for, om der måske er hold i anklagerne om støjgener. Er de nye studerede ”teknoantropologer” måske ligeså teknisk uvidende, som daværende miljøminister Ida Auken, der i samrådet i 2013 nævnte, at et amerikaner-køleskab ”rask væk støjer 37 B” (sic) ? I videoen fra Samrådsmødet forklarer Ida Auken, hvorfor man ikke vælger at måle støjen inde i boligen. Hun siger fra minut 15.57: ”Det er altså meget meget teknisk og jeg er ikke akustiker. Men jeg vil give mit bedste bud. Vindmøller, dem, de støjer fra typen, man kender typens støjudsendelse, så det vil sige man kender kildestøjen fra en vindmølle og så beregner man så, fordi hvordan ville det være, hvis 6 dB og ved 8 dB inde i en bolig og så har man så taget en vis isoleringsgrad.”

Det er til at græmme sig over, at den politiske elite proklamerer for vindkraftværker i landdistrikterne uden at kende til de mindste tekniske grundbegreber. Her blev der forvekslet de to vindhastigheder ved 6 m/sek og 8 m/sek, som vindmølleindustriens beregninger går ud fra, med vindmøllestøjens lydtryk målt i decibel.

Vindmøllemodstandernes vidensniveau er langt højere end politikernes og organisationernes. Det er ikke synderlig overraskende, når man tænker på at landdistrikternes danskere bliver truet på deres families liv og ejendom. Politikere og organisationers ledelse har intet at miste. De kommer aldrig til at stå til regnskab for deres meget uheldige beslutninger. De har altid mulighed for at sige: Det vidste vi ikke noget om.

Landfamilierne i risikozonerne ønsker sig mere mod og kritisk sans især fra kommunalpolitikerne, som i sidste ende er dem, der trykker på knappen eller lader være. Det burde give demokratisk sindede folkevalgte i landdistrikterne kuldegysninger at læse Concitos anbefalinger på side 31:

Punkt 2: “Der (sic) både behov for gulerod og pisk. Gulerod i form af arbejdspladser og investeringer i lokalsamfundet, samt økonomisk gevinst til andelshavere. Pisk i form af, at det bør have en konsekvens når kommunerne samlet set ikke lever op til målsætningen. Der bør indføres en kvoteordning for at sikre en optimeret opstilling af vindmøller.”

Der foreslås altså tvang over for landkommunerne, først og fremmest – som vi har kunnet konstatere – i Jylland, hvor vinden blæser noget mere end nord fra København.

Punkt 7 siger:” Imødekommelse af kommunernes ønske om lettere at kunne foretage frivillige opkøb eller ekspropriation af boliger i potentielle vindmølleområder.”

Men landdistrikternes familier skal også underkastes vindkraftregimets reglement. Der er ingen barmhjertighed med de husejere, der har lagt mange arbejdstimer, masser af penge og først og fremmest kærlighed i deres families hjem. Trygheden er forsvundet ud af landdistrikternes områder, den tryghed, som disse danskere lige netop troede, de havde fået hjemme i deres små landejendomme. Det er et massivt angreb på landfamilierne, som ikke kan føle sig sikre længere, om der måske er hemmelige planer om vindparker i området.

Det politiske system er kørt fast i deres tilbedelse af vindkraft og vil ikke se de negative sider af denne teknologi. At tvinge landfamilierne til at acceptere deres egen ulykke er ikke fair. Det er ikke i orden. Det er ikke dansk.

Heldigvis får støjramte vindmøllenaboer flere og flere uafhængige fagfolks støtte. Der er flere internationale sundhedsundersøgelser i gang, og der bliver løbende offentliggjort nye videnskabelige artikler om støj og helbredsskader. Samtidigt bliver der opdaget flere og flere ældre undersøgelser om lavfrekvent støj og infralyd fra store maskiner og viser, at erkendelsen er veletableret: Infralyd og lavfrekvent støj skader mennesker og dyr.

Vindmøllenaboerne fra hele verden har lige fra starten været opmærksomme på wind2050 projektet og protesteret voldsomt over sammensætningen af deltagerne, som er vindindustrien og dens magtfulde venner. Verdens vindmøllegrupper har været dybt rystet over wind2050 projektets kortlægning og offentliggørelse af deres hjemmesider og indbyrdes kommunikation. Modstandernes værste anelser bliver nu bekræftet. Wind2050 har haft et eneste formål: At præsentere en plan, hvordan politikerne bedst kan kvæle landbefolkningens protester mod vindkraft i naboskabet, uden at bekymre sig om de saglige argumenter mod disse gigantiske industrianlæg i naturen tæt på mennesker.